Der har været stille. Men ikke tomt.
Nogle gange trækker vi os lidt ind i skyggen.
Ikke for at forsvinde.
Men fordi noget nyt er ved at tage form.
Når der har været stille herfra, er det ikke fordi arbejdet er gået i stå. Det er snarere fordi jeg selv har befundet mig i et mellemrum, hvor noget gammelt ikke længere helt passer, og noget nyt endnu ikke har fået sin form.
Måske er der perioder i livet, hvor vi må træde lidt ud af lyset for at mærke, hvem vi er ved at blive.
Mit seneste nyhedsbrev blev sendt i begyndelsen af februar. Dengang skrev jeg om, hvorfor mine planlagte workshops om MELLEM RUM ikke blev til det, jeg havde forestillet mig — og om behovet for at lytte lidt mere, før jeg tog næste skridt.
Siden da har jeg ikke sendt noget ud.
Ikke fordi der ikke har været noget at sige.
Måske snarere fordi der har været meget at mærke, tænke over og finde retning i.
Jeg håber, du har lyst til at læse med igen.
De seneste måneder har været præget af flere ting på én gang.
Efter min fars død sidste år er betydningen af relationer og tid med mine nærmeste blevet endnu tydeligere. Ikke som en abstrakt værdi, men som noget meget konkret: tid med min mor, nærvær i familien og en stærkere bevidsthed om, at livet ikke kun skal optimeres. Det skal også leves med de mennesker, der betyder noget.
I det tidlige forår blev jeg også selv en del af en statistik, de fleste af os helst vil betragte på afstand: en cancerdiagnose. Heldigvis ikke alvorlig. Heldigvis opdaget og håndteret. Men alligevel nok til at tage fokus, energi og lethed væk i en periode.
Den slags gør noget ved tempoet.
Og måske også ved ærligheden.
For når man står et sted i livet, hvor flere ting ændrer sig samtidig - alder, arbejde, familie, helbred, økonomi, bolig, identitet - så begynder nogle spørgsmål at melde sig med større styrke.
Ikke som panik. Mere som en stille, vedholdende banken på døren.
Hvad er egentlig vigtigt nu?
Hvad skal have mere plads?
Hvad skal måske fylde mindre?
Og hvordan ser næste kapitel ud, hvis det ikke bare skal være en fortsættelse af det forrige?
Der kommer et tidspunkt, hvor spørgsmålet ikke længere kun er:
Hvad kan jeg?
Men også:
Hvad vil jeg bruge mig selv til?
Det er en anden type spørgsmål.
Det handler ikke kun om karriereplanlægning, økonomi eller pension.
Det handler om livsform.
Om rytme.
Om mening.
Om relationer.
Om værdighed.
Om at kunne bevæge sig videre uden at miste forbindelsen til det, man kommer fra.
Jeg er ikke færdig med at finde svar på de spørgsmål.
Men jeg er begyndt at stille dem mere ærligt.
Og måske er det netop det, overgangsfaser gør ved os, når vi lader dem få lidt plads.
De beder os ikke altid om hurtige beslutninger.
Nogle gange beder de os først om bedre spørgsmål.
Måske kan du genkende noget af det?
De perioder, hvor det ydre måske ikke ser dramatisk ud, men hvor der indvendigt sker en vigtig ommøblering.
Ikke et sammenbrud.
Ikke en krise.
Men en justering af kompasretningen.
Den kommende tid vil jeg gerne skrive og dele mere om det tema, der er begyndt at fylde mere og mere for mig: det næste kapitel.
Ikke som en færdig model, men som en undersøgelse af de bevægelser, mange af os står i, når livet skifter fase.
Jeg begynder at se, at mange står i netop dette felt. Ikke nødvendigvis samme sted, men med beslægtede spørgsmål.
Hvad sker der, når vi nærmer os den sidste del af arbejdslivet — men stadig har energi, erfaring, muligheder og lyst til at bidrage?
Og hvordan former man en ny fase, uden at gøre den til enten et dramatisk brud eller en passiv tilbagetrækning?
Hvis noget i denne tekst rammer noget hos dig, må du meget gerne skrive tilbage.
Måske står du selv i et mellemrum?
Måske kender du nogen, der gør?
Måske er du begyndt at stille nogle af de samme spørgsmål?
Et par linjer er nok. Jeg læser alle svar.
Lars