Fra julepres til julerum
Julen bliver markedsført som nærvær.
Det, mange oplever, er forventninger.
Ikke store, dramatiske forventninger.
Små. Mange. Spredt ud over relationer, traditioner og kalenderaftaler.
Den slags, der er svære at sige nej til, fordi de ikke bliver fremsat som krav.
“Det har vi altid gjort.”
“Det betyder meget for mig.”
“Bare i år.”
Sætninger, der lyder venlige, men som ofte fungerer som kontrakter.
Usagte. Uforhandlede.
Det interessante er ikke, at de findes.
Det interessante er, hvor sjældent vi bemærker dem, før de begynder at veje.
Julen samler meget på kort tid.
Mennesker, minder, roller og gamle historier.
Når så meget bliver presset ind i et begrænset rum, opstår der friktion. Ikke fordi nogen vil det. Men fordi det er uundgåeligt.
De fleste mærker det først i kroppen.
En spænding, der dukker op, før man ankommer.
En træthed, der ikke helt kan forklares.
En fornemmelse af at skulle være på en bestemt måde.
Kroppen er sjældent subtil i julen.
Den reagerer hurtigt.
Og den har ofte ret, længe før tanken når med.
Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor mange forsøger at tænke sig ud af det.
Forklare det væk.
Sige til sig selv, at man burde være mere taknemmelig, mere rummelig, mere glad.
Som om følelser forsvinder, når man argumenterer imod dem.
Julen har også en særlig evne til at genaktivere gamle roller.
Den ansvarlige.
Den, der glatter ud.
Den, der trækker sig lidt tilbage og kalder det fred.
Roller, der engang var nødvendige.
Og som stadig fungerer overraskende effektivt.
Det er ikke forkert at falde ind i dem.
Det er bare værd at bemærke, at de sjældent opstår, fordi situationen kræver det.
De opstår, fordi relationen genkender et mønster.
Familier har lang hukommelse.
Når noget betyder meget, forsøger mennesker instinktivt at få kontrol.
Over planerne.
Over stemningen.
Over sig selv.
Ikke af stædighed.
Af omsorg.
Jo vigtigere relationen er, jo sværere er det at give slip.
Det er derfor, julen sjældent føles neutral.
Det paradoksale er, at meget af det, der kaldes julepres, opstår i forsøget på at skabe en “god jul”.
Ikke i ond vilje.
Men i ønsket om, at noget skal lykkes.
Spørgsmålet er, hvad det egentlig vil sige, at julen lykkes.
For mange bliver succeskriteriet usynligt højt.
At være nærværende.
Glade.
Til stede.
Taknemmelige.
Samtidig.
Det er et ambitiøst projekt.
Især når man er i relation.
Måske er det her, det giver mening at stoppe op et øjeblik.
Ikke for at løse noget.
Men for at lægge mærke til, hvad der faktisk er i spil.
Nogle ting, der kan være værd at bemærke
Ikke som øvelser.
Bare som opmærksomhed.
Lyt efter sætninger, der forpligter uden at blive sagt højt.
De lyder ofte venlige. De føles sjældent lette.
Tag kroppens første signal alvorligt.
Ikke det sidste. Det første.
Bemærk hvilken rolle du automatisk træder ind i.
Den har sandsynligvis virket før. Spørgsmålet er, om den stadig skal gøre det.
Undersøg, hvad du prøver at beskytte, når behovet for kontrol opstår.
Det er sjældent ego. Ofte omsorg.
Vær opmærksom på forskellen mellem nærvær og præstation.
Nærvær, der skal lykkes, holder sjældent længe.
Accepter, at spænding i relationer ikke er et tegn på fiasko.
Det er ofte et tegn på betydning.
Midt i samværet er der ofte øjeblikke, hvor man mærker sig selv lidt ved siden af.
Man deltager.
Man smiler.
Men noget er ikke helt forankret.
Det øjeblik bliver ofte tolket som et problem.
Som noget, der skal fikses.
Men måske er det bare et signal.
Ikke om, at noget er galt.
Men om, at noget er ægte.
Måske er det her, forskellen mellem julepres og julerum viser sig.
Ikke i ydre ændringer, men i opmærksomhed.
Julepres handler ofte om at leve op.
Til stemningen.
Til relationerne.
Til ideen om, hvordan julen burde føles.
Julerum opstår, når den ambition bliver mindre.
Ikke fordi man giver op.
Men fordi man holder op med at presse sig selv oveni det, der allerede er komplekst.
At være til stede uden at præstere nærvær er sværere, end det lyder.
Og langt mere realistisk.
Det betyder ikke, at man bliver ligeglad.
Det betyder, at man stopper med at optimere sin egen menneskelighed.
For julen er ikke kun lys, ro og fællesskab.
Den er også ambivalens, gamle mønstre og uforløste spændinger.
At forvente andet er ikke idealisme.
Det er naivitet.
Det interessante er ikke, om man mærker spændingen.
Det interessante er, om man giver den lov til at være der uden straks at forklare den væk.
For nogle gange opstår der først rum,
når vi holder op med at forsøge at skabe det.
Der er ikke noget galt med dig, hvis du mærker presset.
Det siger ikke noget om din rummelighed.
Det siger noget om, at relationer betyder noget.
Julen er ikke en test i at være det rigtige menneske.
Den er et koncentrat af det, der allerede er i spil.
Og måske er det nok.
Ikke bedre.
Ikke mere harmonisk.
Bare mere sandt.