Du behøver ikke kende resten af vejen
I mit seneste nyhedsbrev stillede jeg spørgsmålet:
Hvad f4nd3n skal jeg bruge resten af mit liv på?
Og måske gjorde jeg dermed det, vi mennesker så ofte gør.
Jeg gjorde det lidt for stort.
For når vi opdager, at noget i livet ikke længere passer helt – et arbejde, en rolle, en relation, en måde at leve på – begynder vi hurtigt at lede efter svaret.
Hvad skal der så ske? Hvad er planen? Hvor skal jeg hen? Hvad skal mit næste kapitel være?
Det er forståeligt.
Usikkerhed er ikke nødvendigvis et behageligt sted at opholde sig.
Men måske er det heller ikke altid et problem, der skal løses.
Mellemrummet
Jeg møder det ofte i mit arbejde med transition coaching. Mennesker, der godt ved, hvad de kommer fra, men endnu ikke ved, hvad de er på vej imod.
Nogle står konkret mellem to jobs.
Andre har stadig jobbet, familien og hverdagen – men kan mærke, at noget har flyttet sig.
Det gamle virker ikke helt længere.
Det nye har bare ikke fået form endnu.
Jeg tænker på det som et mellemrum.
Og vores første impuls er ofte at komme ud af det.
Finde svaret. Træffe beslutningen. Sætte målet.
Men hvad nu, hvis mellemrummet ikke kun er noget, der skal overstås?
Hvad hvis det også er et sted, hvor noget nyt kan begynde at vise sig?
Vi er ikke maskiner
En del af problemet er måske vores forestilling om, hvordan udvikling bør se ud.
Vi elsker den lige linje. Eller bilder os ind at det er den eneste ‘respektable’ tilgang.
Først beslutter jeg, hvor jeg skal hen.
Så lægger jeg planen.
Så eksekverer jeg.
Og så ankommer jeg forhåbentlig til mit nye og bedre liv.
Men sådan oplever jeg sjældent, at større forandringer faktisk foregår.
“Life is what happens to you, while you’re busy making other plans...”
Livet har rytmer.
Der er perioder, hvor vi bevæger os udad. Skaber. Arbejder. Handler. Møder mennesker. Tager plads.
Og perioder, hvor noget bevæger sig den anden vej.
Hvor vi bliver mere stille. Mister fart. Tvivler. Trækker os lidt tilbage. Har brug for at mærke efter.
Vi kan let komme til at betragte den sidste slags perioder som fejl.
Jeg burde vide, hvad jeg vil.
Jeg burde være længere.
Jeg burde få taget mig sammen.
Men naturen står ikke i blomst hele året.
Hvorfor skulle vi?
Følg det, der har liv
På højskolens vandretur arbejdede vi derfor ikke kun med spørgsmålet om, hvad resten af livet skulle bruges på.
Vi gik.
Talte.
Var stille.
Mærkede efter.
For der findes information, som ikke nødvendigvis dukker op, fordi vi tænker hårdere.
Nogle muligheder kan se fuldstændig fornuftige ud på papiret – og alligevel gøre os tunge bare ved tanken.
Andre kan være upraktiske, ufærdige eller lidt skræmmende – og samtidig vække noget.
Nysgerrighed.
Energi.
Glæde.
En lille sitren.
Livskraft. Gnisten i bålet.
Jeg mener ikke, at kroppen er et magisk orakel, som altid fortæller os, hvad vi skal gøre.
Frygt kan også mærkes i kroppen. Gamle vaner kan føles trygge. Det velkendte kan være behageligt uden nødvendigvis at være godt.
Men kroppen er en del af den information, vi har til rådighed.
Det er værd at lægge mærke til, hvad der sker i os, når vi nærmer os forskellige muligheder.
Hvad udvider?
Hvad trækker sig sammen?
Hvad bliver jeg nysgerrig på?
Hvornår glemmer jeg tiden?
Hvad får mig til at føle mig mere levende?
Gør det mindre
Og så kommer måske den vigtigste pointe:
Du behøver ikke gøre det til en stor beslutning.
Du kan lave et forsøg.
Hvis du overvejer et andet arbejdsliv, behøver du ikke sige dit job op. Tal med tre mennesker, der allerede laver noget af det, du er nysgerrig på.
Hvis du savner kreativitet, behøver du ikke beslutte dig for at blive kunstner. Meld dig til et kursus.
Hvis du længes efter mere fællesskab, behøver du ikke finde “dine mennesker” for resten af livet. Gå ind i ét nyt rum og se, hvad der sker.
Hvis du overvejer at bo et andet sted, så prøv at være der i nogle uger.
Hvis noget i dig længes efter mere stilhed, så lad være med straks at booke tre uger i et kloster. Begynd med en morgen uden telefon.
Små forsøg har en særlig kvalitet.
De behøver ikke lykkes.
Derfor kan vi være mere nysgerrige.
Et forsøg kan give svaret:
Mere af det.
Men det kan lige så værdifuldt give svaret:
Nej. Det var faktisk ikke det.
Begge dele er bevægelse.
Måske skal du ikke finde svaret
Vi har en stærk kulturel fortælling om, at vi skal finde vores passion, vores formål eller vores næste store projekt.
Som om der et sted findes et korrekt svar, vi kan tænke os frem til.
Jeg tror ofte, vi opdager det på en anden måde.
Ved at leve lidt i retning af noget og mærke, hvad der sker.
Et menneske.
En samtale.
Et kursus.
En rejse.
En idé, man giver et par timer om ugen.
Noget, man stopper med.
Noget, man begynder på.
Et lille forsøg.
Og så endnu et.
Efterhånden kan der begynde at tegne sig en retning, som ingen strategiproces kunne have produceret på forhånd.
Resten af livet
I det første brev i denne serie skrev jeg om at se på vores liv fra den anden ende.
Om de fem fortrydelser.
Om spørgsmålet:
Hvis jeg fortsætter nogenlunde sådan her – er det så et liv, jeg har lyst til at se tilbage på?
Det spørgsmål kan skabe en vis utålmodighed.
Hvis tiden er begrænset, må jeg hellere finde ud af det.
Nu.
Men måske er svaret ikke mere kontrol.
Måske er det mere opmærksomhed.
På rytmen.
På det, der kalder.
På det, der giver og tager energi.
Og modet til at prøve noget, før vi ved, hvor det fører hen.
For du behøver ikke kende resten af vejen.
Du skal måske bare kunne få øje på det næste sted, hvor der er lidt mere liv.
I næste og sidste brev kommer jeg til at vende perspektivet om.
Ikke: Hvad skal jeg have ud af resten af mit liv?
Men:
Hvad håber jeg, at mit liv efterlader?