Hvad f4nd3n skal jeg bruge resten af mit liv på?

Jeg har brugt noget af sommeren på at være på højskole i Tisvildeleje: “Badehotellet - for mænd, der kan lide mænd”

55 deltagere. Højskolesangbog. Debat. Foredrag. Grin. Dybe samtaler.

Og jeg tog nogle af dem med ud i skoven ved Tisvildeleje. På en lang walk and talk over to dage.

Med et enkelt – og måske ikke helt enkelt – spørgsmål som omdrejningspunkt:

Hvad fanden skal jeg bruge resten af mit liv på?

Det er et stort spørgsmål.

Måske også lidt for stort.

For hvad svarer man egentlig?

At man skal finde sit formål? Realisere sit potentiale? Lægge en plan for de næste ti år?

Ude i skoven blev svarene heldigvis meget mere konkrete.

For én handlede det om at finde vej i livet efter et stort tab. Når noget eller nogen, som livet var bygget op omkring, ikke længere er der. Hvem er jeg så? Og hvordan ser et godt liv ud herfra?

For en anden om pludselig, som 65-årig, at stå midt i en stor forelskelse. Den slags, der ikke spørger, om tidspunktet er belejligt. Som vælter ind og forandrer forestillingen om, hvordan resten af livet skulle se ud.

Og for andre handlede det om arbejde.

Hvor længe skal det fylde så meget? Hvad sker der, når det ikke gør længere? Og hvad skal så give retning, rytme og følelsen af at bidrage?

Meget forskellige spørgsmål.

Men måske med noget fælles.

Hvis du så livet fra den anden ende

På vores vandring arbejdede vi også med De fem fortrydelser. Jeg har skrevet om dem før.

De stammer fra den australske sygeplejerske Bronnie Ware, som gennem sit arbejde med døende mennesker begyndte at lægge mærke til nogle temaer, der gik igen, når mennesker så tilbage på deres liv.

Hun samlede dem senere i fem fortrydelser:

Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv tro mod mig selv – og ikke det liv, andre forventede af mig.

Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så meget.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner.

Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

Det er ikke forskning.

Og det er heller ikke en facitliste over, hvordan et godt liv skal leves.

Men jeg synes, der sker noget interessant, når man læser listen langsomt.

For den handler næsten ikke om det, vi ofte bruger så meget energi på at få på plads.

Der står ikke:

Jeg ville ønske, jeg havde haft en større bolig.

Jeg ville ønske, jeg var blevet forfremmet én gang mere.

Jeg ville ønske, jeg havde været mere effektiv.

Eller havde fået styr på det hele.

I stedet handler den om noget langt mere grundlæggende.

Om at leve sit eget liv.

Om mennesker.

Om følelser.

Om glæde.

Og om tid.

“En dag”

Noget af det, der slog mig under dagene på højskolen, var, hvor forskelligt tiden opleves, afhængigt af hvor vi står i livet.

Da jeg var 25, var “resten af mit liv” nærmest et abstrakt begreb.

Der var oceaner af tid.

Noget kunne altid ske senere.

En dag.

Når jeg var klar.

Når det passede bedre.

Når arbejdet var mindre travlt.

Når jeg havde fundet ud af, hvad jeg egentlig ville.

Men på et tidspunkt ændrer “en dag” karakter.

Ikke nødvendigvis dramatisk.

Man opdager bare, at livet faktisk har en længde.

At nogle kapitler allerede er skrevet.

Og at antallet af kapitler foran os ikke er uendeligt.

Det kan lyde dystert.

Jeg oplever det næsten modsat.

For bevidstheden om, at tiden er begrænset, kan gøre den mere værdifuld.

Og måske hjælpe os med at skelne lidt bedre mellem det, der faktisk betyder noget, og alt det andet, der larmer.

Hvor er du nu?

Jeg tror derfor, at spørgsmålet fra skoven måske skal justeres en smule.

Ikke:

Hvad skal jeg bruge resten af mit liv på?

Det inviterer næsten automatisk til, at vi skal finde den store plan.

Men måske først:

Hvor er jeg egentlig i mit liv lige nu?

Hvad er stadig vigtigt?

Hvad er ikke længere vigtigt?

Hvad er jeg vokset fra?

Hvad savner jeg?

Hvad bliver ved med at kalde på mig?

Hvem vil jeg gerne have mere af i mit liv?

Og hvad ved jeg måske allerede godt – men bliver ved med at udsætte?

Det kræver ikke, at vi straks gør noget drastisk.

Man behøver ikke sige sit job op, flytte til Portugal eller finde sit livsformål inden fredag.

Måske er første bevægelse bare at være oprigtigt nysgerrig på svarene.

For det interessante ved de fem fortrydelser er ikke at forsøge at sikre sig et liv helt uden fortrydelser.

Det tror jeg ikke findes.

Det interessante er at låne perspektivet fra livets afslutning, mens vi stadig kan bruge det til noget.

At se på det liv, vi lever nu, fra den anden ende.

Og spørge:

Hvis jeg fortsætter nogenlunde sådan her – er det så et liv, jeg har lyst til at se tilbage på?

Ikke for at finde den store plan.

Men måske for at opdage den næste lille bevægelse.

Det er dér, jeg fortsætter næste gang.