Hvad Petrea lærte mig om det, vi giver videre.
Dit eftermæle bliver skabt én dag ad gangen.
Også i dag.
Det her er tredje og sidste brev fra min højskolevandring i Tisvildeleje denne sommer.
Vi gik ud i skoven med det lidt store og besværlige spørgsmål: Hvad fanden skal jeg bruge resten af mit liv på?
I det første brev lånte vi perspektivet fra Bronnie Wares fem fortrydelser og prøvede at se livet fra den anden ende.
Hvad bliver vigtigt, når tiden ikke længere opleves som uendelig?
Hvem vil jeg gerne bruge den sammen med?
Hvad bliver jeg ved med at udskyde?
Og lever jeg egentlig det liv, der er mit – eller det, jeg engang lærte, at jeg burde leve?
I det andet brev gjorde vi noget næsten modsat. Vi slap forestillingen om, at svaret nødvendigvis er en ny stor plan. Måske behøver jeg ikke vide præcis, hvor jeg skal hen.
Jeg kan lægge mærke til, hvor der er energi og liv. Prøve noget af. Tage små skridt. Mærke efter. Justere.
Når jeg ser tilbage på de to breve, tror jeg egentlig, de handler om det samme:
Hvordan lever vi mindre efter det, vi tror, vi skal – og mere i kontakt med det, der faktisk betyder noget?
Grundlæggende er der tre forskellige måder vi kan vælge at orientere os i livet og verden på.
Vi kan følge reglerne: gøre det rigtige, leve op til forventningerne og finde tryghed i det, vi har lært, man bør. Og blive nervøs for ikke at blive accepteret af dem der sætter reglerne.
Vi kan løbe efter performance: sætte mål, optimere, præstere og hele tiden forsøge at komme et bedre sted hen. Og måske erkende at det blev præstation for præstationens skyld. Jeg er kun god nok hvis jeg præsterer mere.
Eller vi kan forsøge at leve mere i flow.
Ikke som i bare at gøre, hvad vi har lyst til.
Men ved at være mere opmærksomme på det liv, der faktisk foregår. På menneskerne omkring os. Lære af det, der møder os og hvilken værdi vi skaber med det der er.
Og det bringer mig til Petrea og Anton. Mine oldeforældre.
Et gammelt fotografi
Her er de. Stolte – og efterhånden godt oppe i årene – står de foran deres gård i Lindum.
Mine oldeforældre Petrea og Anton. Foran gården i Lindum.
De var anden generation på gården, efter familien havde købt sig fri som fæstebønder under lensgreven på Tjele Gods.
Jeg har aldrig mødt dem. Jeg ved lidt om deres liv. Men faktisk ikke særlig meget. Og det er en lidt mærkelig erkendelse - vi lever vores liv midt i en oplevelse af, at alle vores bekymringer, valg, triumfer og nederlag betyder enormt meget.
Og så går der tre-fire generationer. Pludselig er der måske et falmet fotografi. Et navn. Et par historier. Og meget få – hvis nogen – ved længere, hvem vi egentlig var. Hvad vi gjorde. Hvad vi stod for.
Petrea var med mig på vandreturen i Tisvildeleje som dette gamle sort-hvide fotografi. Og som en historie. For på den sidste del af de to dage vendte vi spørgsmålet om resten af livet en smule:
Hvad vælger vi at bidrage med, mens vi er her?
Hvad giver vi videre?
Hvad sætter vi i bevægelse hos andre?
Hvad bliver vores eftermæle?
Petreas gerninger
Et stykke tid inden vandreturen var min mor begyndt at fortælle mig nogle historier om Petrea og Anton. Når der var blevet slagtet på gården, kødet var skåret op, og pølserne var lavet, tog Petrea altid noget fra.
Hun pakkede det sammen og tog ind til landsbyen. En portion kød og nogle pølser.
Til de gamle og dem, der sad alene. Til dem, der ikke havde så meget.
Ikke for at blive husket for det.
Ikke for at skabe et eftermæle.
Det var bare det helt naturlige for hende at gøre.
Jeg aner ikke, hvad Petrea selv ville have sagt, hvis nogen havde spurgt hende, hvilket eftermæle hun ønskede at efterlade.
Sandsynligvis havde hun fundet spørgsmålet lidt mærkeligt. Hun gjorde bare det, som for hende var rigtigt at gøre. Og mange år senere er det netop nogle af de handlinger, der stadig bliver fortalt.
Måske skaber man ikke sit eftermæle
Det får mig til at tænke anderledes om ordet eftermæle.
Vi forbinder det let med noget stort. Noget man bygger eller udretter. Noget, der skal kunne ses, også når vi ikke længere er her. Jeg kommer til at tænke på Mærsk og Operaen i København…
Det kan næsten blive endnu en performance:
Hvad skal jeg nå at sætte af aftryk på verden?
Som Steve Jobs var meget optaget af: “Make a dent in the universe!” (fair nok, det gjorde han så også)
Men måske modsiger det egentlig hele pointen fra vores vandring.
For eftermæle er ikke noget, vi selv får lov at styre og bestemme til sidst. Det findes hos andre i det, som de husker. Det vi gav dem. Måden vi var sammen på. Noget vi gjorde, som skabte en bevægelse.
Petrea forsøgte ikke at skabe et eftermæle. Hun pakkede kødet og tog afsted. Det var bare en måde at være på i livet. Respondere på det, der dukker op i hendes liv og kalder på hende.
Og måske er det dér, de her tre nyhedsbreve mødes.
At leve vores eget liv.
Ikke vente med alt det vigtige til “en dag”.
Ikke tro, at vi skal have hele resten af livet planlagt.
Men være mere opmærksomme på det, der har liv og betydning – og handle på det, mens vi kan.
Eftermæle handler måske derfor mindre om, hvordan vi gerne vil huskes, når vi er væk, og mere om hvordan vi vælger at leve, mens vi stadig er her.
Tre spørgsmål til dig fra skoven
Så hvis jeg skal samle de to dages vandring – og disse tre breve – i tre spørgsmål, som du måske har lyst til at reflektere over - så bliver det disse:
Hvad ved jeg allerede er vigtigt i mit liv – men bliver ved med at udsætte?
Hvor er der liv, energi eller nysgerrighed lige nu – og hvad er ét lille skridt, jeg kan tage i den retning?
Hvad vil jeg gerne give videre eller sætte i bevægelse hos andre mennesker, mens jeg er her?
Måske behøver vi ikke et større svar på spørgsmålet:
Hvad fanden skal jeg bruge resten af mit liv på?
De tre spørgsmål er måske et meget godt sted at begynde.